Cinemateket i Cafe biografen
Hver tirsdag aften samler vi filmelskere til disse helt særlige visninger, og alle er velkomne.
Med “Cinemateket i Cafe biografen”, hylder vi filmen og holder filmhistorien i live gennem visning af gamle og nyere perler og filmkulturelle mesterværker, som ellers ikke ville finde vej til det store filmlærred. Ofte med et indledende oplæg.
Cinemateket er for filmen, hvad biblioteket er for bøgerne, og kunstmuseet er for billedkunsten. Vi er meget stolte af dette tilbud, som er et stærkt supplement til vores aktuelle premierefilm.
Tirsdag d 17/6 – kl 20.30
PIANISTEN (Michael Haneke)
Isabelle Huppert spiller rollen som en neurotisk, men på overfladen renfærdig, klaverlærer besat af sex og Schubert. Hendes dage går med klaverundervisning og ekskursioner til erotiske butikker. Et forhold til et ungt klavertalent får dog den bedsteborgerlige overflade til at krakelere. Filmen skildrer kærlighedsforholdet som en magtrelation mellem kønnene. ‘Pianisten’ modtog både juryens Grand Prix og priser for bedste skuespiller og skuespillerinde ved filmfestivalen i Cannes.
Billetter
Tirsdag d 24/6 – kl 20.30
SIN CITY
EVENT: Oplæg om Frank Miller og ’Sin City’ af Cafe Biografens egen Christian Scheffel.
Frank Millers ikoniske streger i ’Sin City’ bliver effektivt vækket til live i Robert Rodriguez’ filmadaption, hvor både kameravinkler, replikker og scenografi er tro mod det originale forlæg. Miller er da også indforskrevet som medinstruktør på filmen, som fletter fire historier sammen i den hårdkogte by Basin City – en metropol befolket af brutale kriminelle, korrupte politifolk og langbenede kvinder. På rollelisten er det helt tunge skyts indforskrevet: Bruce Willis, Mickey Rourke, Jessica Alba, Benicio Del Toro, Rosario Dawson, Clive Owen, Rutger Hauer, og ikke mindst Frodo Baggins selv, Elijah Wood, som en vidunderligt ond voldspsykopat.
Billetter